Engang var der mange kobbersmede i dette land - omend det altid har været et eksklusivt fag. I dag er kun en lille håndfuld tilbage - helt præcist er der seks aktive medlemmer af Kobbersmedelauget, som kan føre sin historie tilbage til 1638, der anses for at være stiftelsesåret.
En af de seks virksomheder er Kobberkompagniet i Kalundborg - en repræsentant for det ægte håndværk, hvor hver enkelt genstand fremstilles i hånden i pagt med gamle metoder med falsning, lodning og nitter, og hvor hver enkelt produkt i pagt med gammel tradition stemples med mestermærket som garanti for gedigen kvalitet.
Mens produkterne i gamle dage fortrinsvis bestod af almindeligt husgeråd, potter og pander, gryder, lysestager og grej til eksempelvis brændevinsbrænderier, er produkterne i dag mere specielle : Kobberkompagniet har således specialiceret sig i lamper til både udendørs- og indendørs brug og postkasser, som blandt andet for postkassernes vedkommende forhandles via Me-Fa A/S til tømmerhandlere og byggemarkeder, lamperne forhandles via el-installatøre og belysningsforretninger over hele landet.
Lamperne er fremstillet i kraftig kobberplade, som ikke alene betyder at de er utroligt flotte, men også at de er vandalsikre. Lamperne fremstilles både i klassiske og helt moderne designs - til de førstnævnte hører utroligt flotte kopier af antikke gaslamper med kobbertag og med vægbeslag i messing, og som kan monteres med både almindelige glødepære og med energisparepære, blandt de sidstnævnte er den meget smukke og stilrene K-Lampe, som er flot både ude og inde. Kobbersmedemester Max Michael Jensen fra Kobberkompagniet lægger ikke skjul på sin stolthed over de smukke produkter - og gør iøvrigt opmærksom på, at som en rigtig håndværkervirksomhed løser Kobberkompagniet også specialopgaver på bestilling - for eksempel fremstilling af vejrhaner, husnumre og bogstaver i gedigent kobber.
Uddybende farvebrochure kan rekvireres hos Kobberkompagniet på Tlf.: 59 51 67 54, eller på www.kobberkompagniet.dk som er virksomhedens hjemmeside på internettet.